Advokatfirmaet Müller Advokatanpartsselskab

Sagsområder

Hos Advokatfirmaet Müller er vi erhvervslivet og private behjælpelige med rådgivning og assistance inden for en række områder.

01

Civile retssager og retsmægling

Advokatfirmaet Müller har stor erfaring i at føre retssager ved by- og landsret. Advokat Karsten N. Müller har møderet for Højesteret.

Vi rådgiver klienten om de fordele, de ulemper og den risiko, der vil være forbundet med at gennemføre en retssag. Rådgivningen omfatter ikke blot de rent juridiske aspekter, men også tidsmæssige, kommercielle og økonomiske faktorer — herunder sagens omkostninger.

Rådgivningen tager desuden højde for reglerne om den forenklede proces, der giver grund til særlige overvejelser, såfremt kravet ikke overstiger 100.000 kr., fordi adgangen til at få dækket udgiften til advokatbistand er blevet væsentligt forringet. Sammen med klienten fastlægger vi en strategi for sagens førelse, der varetager klientens retlige, kommercielle og økonomiske interesser.

Retsmægling

Der er mulighed for at vælge konfliktløsning ved retsmægling, som vil kunne føre til en hurtigere løsning af en konflikt end sædvanlig proces. Retsmægling indebærer, at klienten selv forudsættes at deltage aktivt og direkte i forhandlingerne. Det er således ikke tanken, at klienten møder ved eller med advokat.

Retsmægling er gratis bortset fra retsafgift, men eventuelle udgifter til advokatbistand dækkes ikke. Retsmægling har den ulempe, at retsmægleren ikke har til opgave at vejlede parterne om deres interesser, og det kan derfor anbefales at lade egen advokat gennemgå et forligsforslag, før dette tiltrædes.

Advokat Karsten N. Müller er medlem af Foreningen af Procedureadvokater.

02

Inkasso og umiddelbare fogedforretninger

Inkasso og den retlige inddrivelse af fordringer er et centralt element i vores virksomhed. Derfor er vi naturligvis et meget aktivt medlem i foreningen Danske INKASSOadvokater.

Vi har valgt at koncentrere os om vores særlige kompetenceområde, nemlig den retlige inddrivelse af ubetalte fordringer og umiddelbare fogedforretninger. Vi varetager inkassoretssager og fogedsager over hele landet.

Vi bistår den kreditor, der har lejet, leaset eller lånt f.eks. en bil eller en maskine til en skyldner, der misligholder sine forpligtelser. Med fogedrettens bistand kan vi gennemtvinge en tilbagetagelse af aktivet. Det sker ved en såkaldt umiddelbar fogedforretning.

Samarbejde om den udenretlige inddrivelse

Den udenretlige inddrivelse har vi valgt at lade andre tage sig af. Derfor har vi indledt et effektivt og frugtbart samarbejde med et af Danmarks største og mest velrenommerede inkassobureauer, Collectia A/S. Collectia A/S tilbyder effektiv og fleksibel inddrivelse af pengefordringer og er helt fremme i front med den teknologiske udvikling.

Vi kender ikke andre online-løsninger, der kan matche Collectia A/S, og de værdier og normer, der styrer aktiviteterne i Collectia A/S, matcher på mange områder Advokatfirmaet Müller. På den måde kan vores klienter opnå det bedste af begge verdener — både i den udenretlige og i den retlige inddrivelse.

Procesrente

03

Insolvens — rekonstruktion, gældssanering og konkurs

Vi kan rådgive og bistå den kreditor, der oplever insolvensen hos sin kunde, f.eks. ved akkordordninger, frivillige gældsordninger, rekonstruktion og konkurs.

Vi rådgiver kreditor om, hvorledes man opnår den bedst mulige retsstilling, når en kunde orienterer om manglende betalingsevne. I visse tilfælde kan meget vindes, hvis der handles hurtigt, målrettet og konsekvent.

Kreditor kan endvidere drage nytte af vores erfaring og ekspertise, hvis der opstår spørgsmål om omstødelse eller tilbagesøgning af modtagne betalinger.

04

Aftaler og kontrakter

Er dine aftaledokumenter og almindelige forretningsbetingelser i orden? Har du den retsstilling, som du tror og ønsker? Svaret er desværre ofte negativt.

Kontakt os allerede, når aftalen skal forhandles, dokumenterne skal udfærdiges, eller du på anden måde skal forpligte dig selv eller din virksomhed. Vi rådgiver erhvervsdrivende og private om aftaleretlige spørgsmål og bistår praktisk ved aftaleindgåelse.

Vi rådgiver grundigt om, hvordan du med fordel kan indrette dine aftaledokumenter ud fra virksomhedens interesser og det kommercielt mulige i markedet. Vi bistår også med den praktiske udformning af aftaledokumenter og standardvilkår, og vi rådgiver om selve aftaleprocessen.

Tag altid et advokatforbehold, og lad os gå aftaleudkastet igennem, før du forpligter dig selv eller din virksomhed.

05

Kurser og undervisning

Forebyggelse i form af opdateret viden og indsigt hos dit salgspersonale, bogholderi, økonomiafdeling eller andre medarbejdere kan spare virksomheden både megen tid og mange penge.

Vi tilbyder kurser inden for en række af vores specialer — meget gerne afholdt hos jer og særligt tilpasset jeres konkrete behov. Vi kan for eksempel tilbyde kurser inden for følgende emner, der kan kombineres, således at I får netop det kursus, der dækker jeres behov:

  • Aftaleindgåelse
  • Kreditstyring og forebyggelse af tab
  • Debitorstyring og rykkerprocedure
  • Renter og gebyrer
  • Forældelse
  • Inkasso, egeninkasso og persondatabeskyttelse i den forbindelse

Kontakt advokat Karsten N. Müller for en nærmere drøftelse af behov, tidspunkt, omfang og pris.